Roskilde Festival har stor fokus på at skabe trygge rammer om din oplevelse på pladsen og foran scenerne. Derfor er der lagt et stort arbejde i at vurdere alle artister og aktiviteter, samt hvornår folk færdes rundt på pladsen.

Der er ved hver scene, og på pladsen, allokeret en Safety Manager og Safety Supervisor. Disse har til opgave at monitorere deltagernes bevægelser og, om nødvendigt, aktivere sikkerhedsprocedurer sammen med Crowd Safety Værterne.

Der er mange forskellige traditioner blandt et publikum til store koncerter. Traditioner, som kan virke vilde og voldsomme for nogen, som ikke kender dem, men sjove og som en del af oplevelsen, hvis man er fortrolig med dem. Husk, at crowd safety, iført orange veste, kan hjælpe dig, hvis du har behov for det.

I musikprogrammet er nogle af koncerterne markeret med et High Energy-ikon. Det betyder, at du må forvente, at der vil være særlig meget aktivitet blandt publikum foran scenen.

Gode råd til at skabe trygge oplevelser

Du har selv en stor opgave i at være en aktiv del af at skabe den trygge oplevelse. Her er der nogle gode råd:

  • Sørg for at passe på dem omkring dig.
  • Hold altid minimum en armslængdes afstand til personer foran dig, når du færdes på pladsen, eller står/går i køsystemer. Stop op, hvis du ikke kan holde afstand.
  • Respekter, hvis der er lukket en vej eller et område – det er for din sikkerhed.
  • Du kan med fordel overveje, om der er bedre plads i den modsatte side af scenen, og søge derover
  • Mærk efter, om du synes det er rart at være der hvor du er – ellers søg til et sted hvor du trives.
  • Ser du nogle falde i menneskemængden, så hjælp dem op og/eller alarmér Crowd Safety Værterne.
  • Lad være med at mase frem mod andre – respekter dine meddeltagere, hvis I står tæt foran scenen
  • Søg væk fra mængden, hvis det bliver for tæt, eller du får det dårligt – også selv om koncerten er god.
  • Lav kun moshing og lignende ved de koncerter, hvor det passer til kulturen – og respekter andre omkring dig.
  • Vær særlig opmærksom på High Energy-koncerter og vurder energien inden du går tæt på.
  • Falder du selv og har svært ved at komme op, så tag armene ind under kroppen og skub opad. Så bliver det nemmere at trække vejret indtil andre hjælper dig op.

Roskilde Festival tillader ikke publikum crowd surfing.

Der er altid værter i områderne foran scenerne. De er der for at hjælpe dig og skabe trygge rammer. Henvend dig til dem, hvis du har behov for hjælp, og følg altid deres anvisninger.

Skærme kan bruges til særlige informationer

På flere af scenerne bruges skærmene til at give særlige informationer til publikum under koncerterne. Det er vigtigt at rette sig efter beskeder på skærmene. Teksterne styres af scenens safety manager, der har overblik over situationen foran scenen.

Læs hele artiklen

På Roskilde Festival er åben ild absolut kun tilladt de steder der er indrettet til det. Dette inkluderer også lejrbål, fakler, stearinlys, primus og grille. Der er indrettet kogeøer (ved agoraerne) flere steder på festivalen.

 

Læs hele artiklen

Sommermånederne er højsæson for lyn og torden i Danmark. Vi monitorer løbende vejret og har taget tiltag for at mindske risikoen ved f.eks. at jorde scener og broen over jernbanen.

Tænk over, om du kan sende en sms i stedet for at tale i telefon. På den måde belaster vi alle telefonnettet mindre.

I tilfælde af tordenvejr med lyn på festivalpladsen skal du:

  • Søge i ly før tordenvejret er lige over festivalpladsen
  • Undgå at opholde dig i høje tårne eller metalkonstruktioner
  • Undgå at stå oprejst på åbne områder, f.eks. parkeringsarealer
  • Undgå at søge ly under træer, specielt ikke et enkeltstående træ og heller ikke i et telt under et træ.
  • Undgå badning i åbent vand.
  • Lade være med at arbejde med større, elektrisk ledende genstande – f.eks. hegn, rækværk, vandhaner eller apparater forbundet til el- og telefonnettene. 
  • Lægge eventuelle faner og paraplyer fra dig, så du ikke står med en lynafleder i hånden.
  • Holde afstand til metalmasterne i koncertteltene.

Hvis tordenvejret er lige over dig, og du ikke er nået i ly, så sæt dig på hug med hovedet mellem benene, hvis det kan lade sig gøre, uden det er til fare for dig selv og andre. Gør dig så lav som mulig med så lille et areal som muligt, der rører jordoverfladen.

Du kan evt. også søge mod parkeringspladserne. Sidder du i en bil og har plads til andre i bilen, så tænd for dit nødblink, så de kan se du har plads.

Det er rimeligt sikkert at tale i mobiltelefon, men husk, at det er en elektrisk ledende genstand, du har i hånden.

Læs hele artiklen

I samarittervagten tilbyder vi opbevaring af livsvigtig medicin. Medicinen skal afleveres til personale fra Røde Kors, som vil registrere medicinen. Ved indlevering skal du oplyse navn, fødselsdato og telefonnummer. Ved udlevering oplyses samme data.

Uafhentet medicin vil blive destrueret efter festivalens afslutning.

Samarittervagten er placeret i East i område M. Samarittervagten er bemandet af læger og sygeplejersker, hvor alle stort set har deres daglige gang indenfor anæstesi, intensiv, skade eller akut medicin samt Røde Kors og Beredskabsstyrelsen.

Læs hele artiklen

Her er fire gode råd til, hvordan du passer på dine ører, når musikken spiller:

1. Brug ørepropper

Lydniveauet ved festivalens scener er højt. Nogle steder meget højt. Derfor er ørepropper en rigtig god idé.
Vi anbefaler, at du investerer i nogle gode ørepropper, så du kan passe på din hørelse uden at gå på kompromis med lyden.
Hvis lydniveauet til en koncert er for kraftigt, og du mangler ørepropper, kan du bruge dine høretelefoner, hvis du har dem med dig. De dæmper også lyden, selvom de ikke dæmper lige så godt som ørepropper.
Som alternativ kan du også bruge over-ear høreværn. Det er også den bedste lydbeskyttelse til børn.
Anskaf dig også gerne et par gode skum-ørepropper, som du kan bruge når du skal sove. Der kan være meget aktivitet og fest på camping, men din søvn er også vigtig.

2. Hold afstand til højtalere, råbende venner og andre kraftige lydkilder

Lydstyrken er højest ved lydkilden, så hold passende afstand.
Råb, skrig og piften fra andre blandt publikum giver meget kraftig lyd, så vær også opmærksom på ikke at blive ramt direkte ind i øret af det fra kort afstand – og prøv også at undgå at udsætte andre for det. 

3. Tag pauser fra lyd

Dine ører har brug for at slappe af.
Det er nemlig ikke kun kraftig lydstyrke, der belaster ørerne, men også hvor længe og hvor hyppigt man lytter til kraftig lyd.
Prøv derfor at få hvilet ørerne imellem koncerterne. Opsøg stille steder og lad ørerne hvile sig og blive friske igen. 
Hvis du oplever en susen, hyletone eller lignende i dine ører efter koncerter, så er det et tegn på, at din hørelse er blevet overbelastet.
Ofte vil lydene forsvinde igen efter noget tid eller nogle dage, og du behøver ikke at være bange for dem.
Men hvis lydene fortsætter, så kan det være en god idé at opsøge egen læge og få en henvisning til en øre- næse-halslæge, for at blive undersøgt.

4. Skru ned, når du kan

Til koncerter udsættes din hørelse for kraftige lydtryk over én til flere timer, så overvej om du og dine venner kan skrue lidt ned på jeres anlæg i campen, og når du lytter til musik på dine høretelefoner.
Dine ører har nemlig brug for hvile imellem de belastninger, de får til koncerterne, for at kunne restituere. Og selvom du kun skruer lidt ned for volumenknappen, gør det, at dine ører kan tåle at lytte til musikken i længere tid.


Rådene er formuleret i samarbejde med Høreforeningen.

Læs hele artiklen

Foran festivalens to største scener, Orange Scene og Arena, er der særlige, indhegnede områder, også kaldet pits. At opholde sig i pitten under koncerter kan være en intens og fysisk oplevelse. Vi beder dig om kun at opholde dig i pitten, hvis du føler dig helt sikker derinde.

Der er indgange i begge sider af pitsystemet. Når koncertområdet er tømt og rengjort fra den tidligere koncert, åbnes en sluse, hvorigennem deltagerne roligt kan lukkes ind i området, klar til den næste koncert.

Særligt for pit-systemet ved Orange Scene

De to bagerste områder i pitten er åbne, så du kan bevæge dig ind og ud under hele koncerten. Området er åbent hele dagen og kan rumme ca. 10.000 mennesker. Det er ikke tilladt at medbringe campingstole.

Det forreste område af pitten er et samlet område, som kan rumme op til 4.700 mennesker. For at få adgang til området, skal du have et særligt armbånd på.

Der udleveres armbånd til følgende koncerter:

  • Onsdag 2. juli: Annika, Fontaines DC, Charli XCX
  • Torsdag 3. juli: Beabadoobee, Stormzy, D1MA
  • Fredag 4. juli: Doechii, Olivia Rodrigo, Jamie XX
  • Lørdag 5. juli: Kenny, Tyla

Udlevering af armbånd til den forreste pit

Hvis du vil se en koncert fra den forreste pit på Orange Scene, skal du på dagen for koncerten hente et armbånd.

Udleveringsstederne er ved Port 8 og Port 19. De åbner dagligt kl. 09.45-12.00 fra onsdag d. 2. juli til lørdag d. 5. juli. Eventuelt overskydende pitarmbånd kan derefter afhentes i indgangene til pitsystemet.
Der vil også være et begrænset antal pitarmbånd til rådighed gennem appen Orange Orbit. Hvis du har fået fingrene i et af de pit-armbånd, der udbydes gennem Orange Orbit, skal du afhente pit-armbåndet i merchandise-boden på 8th Street på dagen for koncerten (onsdag kan armbåndet afhentes indtil kl. 19.00, torsdag-lørdag kan det afhentes indtil kl. 15.00).

Et armbånd giver adgang til den forreste pit til en specifik koncert, fra der åbnes til den pågældende koncert. Du kan dermed bruge dagen på at høre andre koncerter eller passe din opgave og blot komme op mod koncertstart i stedet for at ligge i kø.

Bemærk, at vi i år uddeler pitarmbånd svarende til pittens maksimale kapacitet. Der vil derfor ikke være adgang til pitten uden et armbånd. Eventuelt overskydende armbånd til dagens koncerter udleveres i indgangene til pit-systemet (spørg safety-værterne).

 

Læs hele artiklen

Der er samarittervagt på campingpladsen i East, som har døgnåbent fra lørdag 28. juni kl. 12.00 til søndag 6. juli kl. 14.00.

Er du selv kommet til skade, eller ser du, at andre er kommet til skade, skal du henvende dig til samaritervagten for at få hjælp.

Læs hele artiklen

Social Workers er en del af festivalens beredskab og har under hele festivalen en række hold gående på campingområdet og festivalpladsen, som man altid kan snakke med.

Du kan kende dem på de hvide veste med skriften SOCIAL WORKER.


Social Workers har primært to opgaver:

1. Opsøgende, kontaktskabende arbejde

Vi laver opsøgende og forebyggende arbejde alle dage på festivalen og går rundt blandt festivalens deltagere; både betalende og frivillige. Her starter vi den gode og nysgerrige snak om, hvordan I trives, hvad I har haft af spændende oplevelser på festivalen, om den gode festival- og festkultur, men også om hvordan I kan få hjælp fra os, hvis der er behov for det.

2. Psykisk førstehjælp

Vi giver psykisk førstehjælp/ krisestøtte, når vi møder eller kaldes ud til en eller flere personer, som har været udsat for en voldsom hændelse eller er i krise. Her tilbyder vi samtale, debriefing og mest af alt støtte og omsorg i form af psykisk førstehjælp.

Alle Social Workers er trænede i at hjælpe personer i krise samt deres pårørende og er et tværfagligt team bestående af bl.a. pædagoger, læger og medicinstuderende, misbrugskonsulenter, psykologer, socialrådgivere og sygeplejersker.

Læs hele artiklen

Hvis du ser nogen stjæle eller opføre sig mistænkeligt, er det vigtigt, at du giver besked videre til politiet. Bliver du selv bestjålet, eller taler du med nogen, der ønsker at anmelde et tyveri, skal du henvise dem til at foretage en anmeldelse online på www.politi.dk

Husk altid at aflåse dit telt og at passe på dine ejendele. Ser du andre, der ikke har låst deres telt, eller som f.eks. har deres pung eller mobiltelefon siddende meget yderligt, så mind dem om, at de skal passe på deres ejendele.

Læs hele artiklen

Roskilde festival er Danmarks 4. største by med ca. 130.000 indbyggere. I en by er der ikke visitation af borgerne. Derfor er der det heller ikke i vores by.

Vi har dog alligevel et særligt ansvar, og derfor foretages der stikprøvevisitation flere steder på festivalpladsen. Visitation er frivilligt, men værterne og security har retten til at afvise dig fra festivalen, hvis du afslår.

Det kan være svært helt at fastslå, hvad der ikke må tages med ind, så brug din sunde fornuft og vurder ud fra følgende rammer:

Respekter frirummet 

Du er medskaber af en enestående orange stemning. Det minder om en drøm, men det er virkelighed. Nyd friheden, glem hverdagen og udforsk grænserne, men husk respekten og værn om fællesskabet. 

Respekter hinanden 
Du møder mennesker med andre værdier, normer og vilkår for at deltage, end du selv har. Uanset hvem du møder på din vej, så vis respekt for dem og deres grænser. Roskilde festivals fællesskab er lig med åbenhed, nysgerrighed og omsorg på tværs af ståsted og udgangspunkt 

Respekter miljøet

Sammen passer vi på verden og vores omgivelser. Vi skal bruge festivalfællesskabet til at vise den grønne vej ind i fremtiden. Efterlad festivalbyen lige så ren, som du fandt den. Sortér dit affald og tag campingudstyr med hjem; ellers ender det som miljøskadeligt affald.

Vi anbefaler derfor:

  • Undlad at tage ting med som fylder unødigt
  • Undlad at tage ting med som du ikke kan tage med hjem igen efter festivalen
  • Undlad at tage større værdier med

Vi har dog sat nogle rammer for ting du ikke må have med:

Gennem ydre porte (campingområdet):

  • Poser og lignende med pantindsamling
  • Byggematerialer og værktøj (undtaget til officielt arbejdsbrug for festivalen)
  • Møbler og lignende (undtaget er standard foldbare letvægts campingmøbler)
  • Påklædning eller andet der markerer tilhørsforhold til bande eller rockermiljø
  • Våbenlignende effekter
  • Generatorer
  • Pyroteknik
  • Droner (uden forudgående aftale med festivalens sikkerhedsorganisation)
  • Spraymaling og sprittusher
  • Brændstof/trykflasker (undtaget Trangia brændstofflasker 1 liter flasker. Husk kun at bruge åben ild ved kogeøerne)

Gennem indre porte (indre plads)

Alt det man ikke må have igennem ydre porte, samt:

  • Glasflasker
  • Mere end ½ liter drikkevarer. Skal være åbnet, men prop må gerne blive på plastikflasker.
  • Musikanlæg
  • Cykler uden tilladelse
  • Trækvogne

Gennem indgange til pitsystem foran Orange og Arena

Alle effekter fra ovenstående – undtaget herfor er dog mad og drikke købt på pladsen.

  • Bannere og flag
  • Tasker større end A3
  • Glasflasker og dåser
  • Større effekter som f.eks. stole

Læs hele artiklen