Community Camping er fællesbetegnelsen for de områder, hvor du skriver dig op til noget ekstra. Hvis du føler et særligt ansvar for fællesskabet og gerne vil give noget igen (og få noget igen), så er det her lige noget for dig.
På Roskilde Festival 2025, finder du følgende Community Camping-områder:
- Clean Out Loud
- Common Ground
- Dream City
- Leave No Trace
- Roskilde Road Trip
- Settle'n Share
- Handicamp
Hvis du gerne vil bo i et af vores Community Camping-områder, skal du ansøge om det. Du finder ansøgningsformularerne til de respektive områder i linksene nedenunder.
Du kan danne dig et indtryk over vores campingområde på kortet her.
Clean Out Loud
Clean Out Loud ligger i East og udspringer af et samarbejde mellem Roskilde Festival og Vallekilde Højskole.
Deltagerne, der sover i Clean Out Loud, går forrest i kampen for at reducere de enorme mængder skrald på festivalpladsen. Projektet fokuserer på at gøre Roskilde Festival til et renere og grønnere sted at være, uden at gå på kompromis med festen!
Common Ground
Common Ground tager højskoleånden med på festival og skaber det gode fællesskab, hvor vi kan møde hinanden både i hverdagen og i festen.
Roskilde Festival Højskole er værter for Common Ground. Common Ground er placeret i område F, helt centralt mellem Dream City og Central Park.
Dream City
Dream City ligger i East og er kendetegnet ved at være skabt i stærkt samspil mellem dem, der bor her.
I Dream City finder du primært camps, som bygger deres lejre af større konstruktioner, men der er også enkelte event camps.
Leave No Trace
Leave No Trace ligger i East og kombinerer den kendte festivalstemning med en mere bæredygtig festivalkultur.
Området er for dig, der gerne vil have et brag af en fest i et mindre community-baseret område, hvor vi sammen udforsker, hvordan man kan mindske sit klimaaftryk på festivalen.
Roskilde Road Trip
Roskilde Road Trip er for alle, der rejser fra udlandet til Roskilde Festival og ønsker en festivaloplevelse med mere fokus på fællesskabet. Om du rejser alene eller med en større gruppe, får du muligheden for at danne et fællesskab på tværs af grænser.
Settle'n Share
Settle'n Share ligger i South, og her handler det om at dele med sine omgivelser og altid hjælpe hinanden, f.eks. ved at holde campingområdet rent under hele festivalen.
Handicamp
Handicamp ligger i East og er et campingområde, hvor vi lægger særlig vægt på god tilgængelighed. Et område, hvor vi også har plads til dig, som fysisk eller psykisk har svært ved et eller andet.