Camping
Tenthouse er til dig, der vil have lidt mere end bare et telt. Som navnet antyder, er Tenthouse en perfekt blanding af et telt og et hus.
Volunteer Camping er din mulighed for at sove i rolige omgivelser i samme område som andre frivillige på Roskilde Festival. Booking af adgang skal ske via People. Området udgøres af fodboldbanerne ved Darup Idrætscenter i den vestlige ende af festivalpladsen.
Volunteer Camping er inddelt i områder med forskellige åbnings- og lukketider:
- Område Z udgør den østlige del af Volunteer Camping og er åbent fra lørdag d. 20. juni kl. 12.00 til tirsdag d. 7. juli kl. 12.00.
- Område Y dækker over den vestlige del af området og er åbent fra fredag d. 26. juni kl. 07.00 til mandag d. 6. juli kl. 12.00.
Hvis du er i tvivl om områdernes placering eller åbnings- og lukketider, kan du henvende dig til serviceværterne på området.
Book adgang til Volunteer Camping
Volunteer Camping er en gratis mulighed for overnatning for frivillige på Roskilde Festival. For at få plads på området skal du tilvælge det som overnatningsprodukt i People.
Når du er logget ind i People, skal du gå til din profilside. I højre side skal du finde overskriften ”Produkter, der kan tilvælges” og klikke på knappen ”Bestil produktet/Order the product” ved det Volunteer Camping-produkt, du ønsker.
Vælg mellem Område Z eller Område Y
Igen i år skal du vælge, om du vil overnatte i Område Z eller Område Y, når du booker overnatning i Volunteer Camping. Du kan kun booke plads i et af områderne, så vær opmærksom på at vælge det sted, der passer bedst til den periode, du forventer at benytte området.
Område Z er med sin udvidede åbningstid primært tiltænkt frivillige med opgaver under opbygningen og nedtagningen af festivalen. Hvis du ønsker at benytte Volunteer Camping før d. 26. juni, skal du derfor vælge Område Z.
Hvis du først vil benytte Volunteer Camping efter d. 26. juni, kan du frit vælge mellem Område Z og Område Y, medmindre et af områderne bliver fuldt booket før det andet. Vær dog opmærksom på lukketiderne på områderne er forskellige.
Vi anbefaler, at du først stiller dit telt op, når du skal overnatte i det.
Din booking er personlig
Husk, at du kun kan booke adgang til dig selv. Har du en ven, der også er frivillig, skal de selv booke adgang via deres People-profil – også selvom I deler telt.
Områderne fyldes efter princippet om først-til-mølle. Da området har begrænset kapacitet, kan det ske, at der bliver fuldt booket. Af samme årsag er det vigtigt at I lægger jeres telte tæt, så der er plads til alle.
Vi forventer, du anvender din booking
Første gang du går ind på området gennem en adgangskontrol, bliver det registreret i systemet, at du har gjort brug af din reserverede plads.
Hvis du ombestemmer dig, så afbestil hurtigst muligt din booking, så andre kan få pladsen. Du kan afbestille din booking frem til festivalens øvrige campingområde åbner lørdag d. 27. juni.
Hvis du har bestilt produktet og ikke overnatter i Volunteer Camping, kan vi opkræve et ”no-show”-gebyr på 500 kr. efter festivalen.
Er Volunteer Camping udsolgt?
Volunteer Camping er populær, og derfor kan området blive fuldt booket inden festivalens start.
Hvis Område Y er fuldt booket, må du gerne booke en plads i Område Z, selvom du først ankommer efter 26. juni.
Hvis alle pladser i begge områder på et tidspunkt bliver booket, kan der senere blive frigivet nye pladser, hvis nogen afmelder deres booking.
People har desværre ikke en venteliste-funktion, så derfor skal du løbende holde øje under ”Min Profil”, hvis du mangler en plads. Hvis der opstår nye pladser, kan du booke produktet via din profil.
Ankomst til Volunteer Camping
Inden du ankommer til Volunteer Camping, skal du forbi Check-In på Roskilde Handelsskole, Bakkesvinget 67, 4000 Roskilde for at få udleveret dit armbånd. Bus 202A kører fra Roskilde St. til Check-In.
Herefter kan du gå (ca. 20 minutter) til Volunteer Camping – indgangen er ved Darupvej 50A, 4000 Roskilde. Dit armbånd scannes ved indgangen til Volunteer Camping.
Hvis du ankommer i bil inden d. 27. juni, henviser vi til at parkere i Volunteer Parkering, som ligger syd for Volunteer Camping. Fra d. 27. juni kan man ikke køre fra Check-In via Darupvej, vær derfor opmærksom på de begrænsede veje omkring festivalen og følg serviceværternes anvisninger i portene og ved bommene. Ydermere er det ikke muligt at benytte Volunteer parkering i West under åbningen lørdag fra 08.00-22.00 og åbningen onsdag fra 12.00-20.00, da der er lukket for ind- og udkørsel i de tidsrum.
Adgang for frivilliges børn
Børn op til 14 år skal altid følges med en voksen på området. Hvis den voksne har Volunteer Camping produktet på sin People profil, tildeles det automatisk til barnet også.
Hvis der er problemer med adgang, henvises der til check-in.
Regler på området
Der skal være plads til alle på Volunteer Camping. Området er indrettet med henblik på, at frivillige skal have mulighed for at sove før og efter vagter, så der skal være ro på området. Derfor må der ikke holdes fester eller spilles musik. Boldspil, selskabslege og andre støjende aktiviteter er heller ikke tilladt på området.
Vi ønsker, at så mange som muligt kan overnatte på området. Derfor er det kun muligt at overnatte i telt på Volunteer Camping. Du kan altså ikke tage din camp-let eller andre køretøjer med.
Det er ikke tilladt at lave camps eller medbringe byggematerialer, møbler el.lign.
For at skabe mest mulig plads til telte, er det ikke tilladt at overdække områder med pavilloner, oversejl og lignende.
Følg altid vejledninger og eventuelle henstillinger fra værterne på området. Bemærk, at du ikke kan medbringe gæster på området, der ikke har adgang via deres armbånd.
Al glas og glasemballage af enhver slags er ikke tilladt at medbringe på Volunteer Camping. Glasemballage dækker alle former for glas - både til mad og drikke. Dette gælder f.eks. flasker, glas til vin eller vand samt anden emballage eller genstande af glas. Dette gælder dog ikke for medicinglas.
Udvis hensyn
Området er til daglig en sportsplads, som vi har fået lov til at låne under festivalen. Vis hensyn over for dem, der normalt bruger boldbanerne ved at passe på arealerne og ved at sikre, at du tager alle dine ting med dig, når du skal hjem.
Husk især teltpløkker, som giver grimme skader, hvis de efterlades i græsset.
Der må ikke graves huller eller køres på boldbanerne i uautoriserede køretøjer eller på cykler.
Vær opmærksom på at cykler ikke må parkeres imellem teltene. Der henvises i stedet til at parkere dem i alléen eller på anviste cykelparkeringer.
Hjælp med at holde området rent
Vi opfordrer dig til at hjælpe med at holde Volunteer Camping rent – og gøre festivalen mere bæredygtig med korrekt sortering af affald og en god hjemrejse. Mens du bor i Volunteer Camping, skal affald sorteres i fraktioner næsten ligesom derhjemme. Dagligt affald fra din camp sorteres i tre fraktioner:
- PMDK, plast+mad-og-drikkekartoner (som fx plastposer, plastflasker, juicekartoner)
- Metal (småt metal som fx dåser fra tun og majs)
- Rest (som fx papir, madrester, vådservietter, pizzabakker)
Posesæt til din camp udleveres ved indgangen – og når de første poser er fyldte, binder du knude på poserne og afleverer dem i et af Sorteringspunkterne langs Alléen. Nye poser til sortering af dagligt affald i din camp finder du i Posedispensere ved Sorteringspladsen og ved receptionen.
Større ting som fx ødelagt campingudstyr, stort pap, brugte batterier og andet farligt affald afleveres på Sorteringspladsen (gruspladsen vest for Darup Idrætscenter).
Følg skiltningen eller spørg serviceværterne om vej.
Når festivalen og dine frivillige indsatser er slut, skal du rydde op og efterlader en bar mark, inden du forlader camping. Tag dine ting med hjem, og sorter dit affald i fraktioner og aflever dem i Sorteringspunkterne og på Sorteringspladsen.
Volunteer Camping lukker hhv. 7.juli og 8. juli, og det som ligger tilbage der, betragtes som efterladt.
Toilet- og badeforhold
Badene i idrætscentrets hovedbygning er åbne fra kl. 07.00-22-00.
Der forefindes syv toiletvogne i alt på området, seks af dem befinder sig til højre for Darup Idrætscenter og en befinder sig ved Port 23B – den sydlige port på Volunteer Camping.
Mad og drikke
Foran idrætscentrets hovedbygning kan du købe mad og drikke fra Meyers. Åbningstiden er fra lørdag 27. juni til 4. juli i tidsrummet 8-14.
Book Cool Locker
Vil du gerne have afkølet din mad eller dine drikkevarer i Volunteer Camping? Så prøv en af vores kølebokse – også kaldet Cool Lockers. En køleboks er både et opbevaringsskab til dine værdigenstande og et køleskab. Temperaturen er mellem 3-6°C, og størrelsen er B: 30 cm, H: 40 cm og D: 50 cm.
Cykelparkering
Du kan parkere din cykel ved forskellige cykelparkeringspladser på området. Det er ikke tilladt at parkere cykler mellem teltene eller i de omkringliggende buske.
Adgang til Volunteer Camping, hvis du ikke skal overnatte
Opgaveløsning på området
Du skal kun booke et af overnatningsprodukterne, hvis du vil overnatte på Volunteer Camping. Hvis du skal løse opgaver i området, skal du tage fat i din leder, som får tildelt arbejdsadgang til dig. Husk at få adgangen inden du skal starte din opgave, da der er adgangskontrol på området.
Varme bade
Er du på udkig efter badefaciliteter, og overnatter du ikke i Volunteer Camping, henviser vi til festivalens øvrige badefaciliteter.
Sociale aktiviteter
Volunteer Camping er et overnatningsområde for frivillige og skal derfor være roligt hele tiden. Når du gerne vil ses med frivilligvennerne, anbefaler vi jer at mødes i Volunteers' Village eller festivalens øvrige områder.
I den nordvestlige ende af camping West ligger West City, der er et af vores to bycentre på campingområdet.