Som frivillig på Roskilde Festival kan du få årets unikke frivilligprint på et medbragt stykke tøj, mulepose, bøllehat eller anden tekstil af bomuld eller polyester. Produktet ”Frivilligprint” er på dit armbånd og kan anvendes i Merchandise Hovedbod ved Trade Zone på nedenstående åbningstider.
Åbningstider for Merchandise Hovedbod ved port 8
- lørdag 27. juni – tirsdag 30. juni fra kl. 10.00-22.00
- onsdag 1. juli – lørdag d. 4. juli fra kl. 10.00-02.00
Medbring dit eget tekstil
- Tekstilet skal være af bomuld og/eller polyester. Vi kan ikke printe på fleece eller nylon.
- Vi anbefaler, at tekstilet er rent og uden folder for det bedste resultat.
- Vi printer på alle typer af beklædning: f.eks. strømper, t-shirt, bøllehatte eller mulepose.
- Frivilligprintet må ikke trykkes på tekstiler, der allerede har et skriftligt eller visuelt budskab, men det må gerne printes på et tekstil med et eksisterende tøjbrands logo, neutralt mønster eller tidligere Roskilde Festival-merch.
Farver og størrelser
- Vælg mellem to størrelser: stort print og lille print
- Vælg mellem tre farver i det lille print: orange, sort eller hvid.
- Det store print tilbydes i orange
Placering og udtryk
- Du vælger selv, hvor du vil placere dit frivilligprint.
- Du må ikke klippe eller på anden måde ændre udtrykket af årets frivilligprint.
Hvilke risici er der ved at få frivilligprintet?
Vores print holder med garanti hele tekstilets levetid, men vi anbefaler stadig, at du vasker dine trykte tekstiler vrangen ud og bruger mildt rengøringsmiddel for at sikre den bedst mulige pleje. Derudover kan vi ikke garantere udskriftskvaliteten på meget strukturerede eller ujævne overflader. Nogle gange opstår der fejl, så printet kan ende med at sidde lidt skævt, og hvis din t-shirt er krøllet, vil trykket ikke holde optimalt.
Hvor lang tid tager det at få frivilligprintet?
- Der kan opstå kø i nogle perioder. Brug kø-tiden på at vælge farve, størrelse og placering.
- Når du kommer frem til trykkerne i Merchandise Hovedbod tager det til gengæld ca. 2 minutter fra du bestiller, til du får dit stykke tøj med årets print.
Hvor mange frivilligprint kan jeg få?
- Du kan få ét print, som tildeles som et produkt på din People-profil.
- Du har mulighed for at tilkøbe et ekstra frivilligprint, hvis vi har flere tilbage. Et lille print koster 40 kr. og et stort 50 kr.
Hvad er de miljømæssige fordele ved et frivilligprint fremfor en frivillig T-shirt?
- Når vi trykker på allerede-producerede tekstiler og beklædningsgenstande i stedet for nye, sparer vi ressourcer. Tidligere år har vi produceret 25.000 økologiske t-shirts til hver festival, og én økologisk t-shirt har et CO2e-aftryk fra produktionen på 4 kg CO2, jf. beregninger fra Tekstilrevolutionen. Det gør, at vi på Roskilde Festival har haft en udledning på ca. 100 ton CO2e hvert år på at producere t-shirts – og ca. en tredjedel af dem bliver aldrig afhentet. Denne udledning svarer f.eks. til en anelse mindre, end vi samlet set udleder på benzin og diesel i forbindelse med en festival – eller med andre ord svarende til over 40.000 liter benzin.
- Trykket er et såkaldt “ElastoSoft transfer”, som er miljømærket med STANDARD 100 by OEKO-TEX®.