Her er fire gode råd til, hvordan du passer på dine ører, når musikken spiller.
1. Brug ørepropper
Lydniveauet ved festivalens scener er højt. Nogle steder meget højt. Derfor er ørepropper en rigtig god idé.
Vi anbefaler, at du investerer i nogle gode ørepropper, så du kan passe på din hørelse uden at gå på kompromis med lyden.
Hvis lydniveauet til en koncert er for kraftigt, og du mangler ørepropper, kan du bruge dine høretelefoner, hvis du har dem med dig. De dæmper også lyden, selvom de ikke dæmper lige så godt som ørepropper.
Som alternativ kan du også bruge over-ear høreværn. Det er også den bedste lydbeskyttelse til børn.
Anskaf dig også gerne et par gode skum-ørepropper, som du kan bruge når du skal sove. Der kan være meget aktivitet og fest på camping, men din søvn er også vigtig.
2. Hold afstand til højtalere, råbende venner og andre kraftige lydkilder
Lydstyrken er højest ved lydkilden, så hold passende afstand.
Råb, skrig og piften fra andre blandt publikum giver meget kraftig lyd, så vær også opmærksom på ikke at blive ramt direkte ind i øret af det fra kort afstand – og prøv også at undgå at udsætte andre for det.
3. Tag pauser fra lyd
Dine ører har brug for at slappe af.
Det er nemlig ikke kun kraftig lydstyrke, der belaster ørerne, men også hvor længe og hvor hyppigt man lytter til kraftig lyd. Prøv derfor at få hvilet ørerne imellem koncerterne. Opsøg stille steder og lad ørerne hvile sig og blive friske igen.
Hvis du oplever en susen, hyletone eller lignende i dine ører efter koncerter, så er det et tegn på, at din hørelse er blevet overbelastet.
Ofte vil lydene forsvinde igen efter noget tid eller nogle dage, og du behøver ikke at være bange for dem.
Men hvis lydene fortsætter, så kan det være en god idé at opsøge egen læge og få en henvisning til en øre- næse-halslæge, for at blive undersøgt.
4. Skru ned, når du kan
Til koncerter udsættes din hørelse for kraftige lydtryk over én til flere timer, så overvej om du og dine venner kan skrue lidt ned på jeres anlæg i campen, og når du lytter til musik på dine høretelefoner.
Dine ører har nemlig brug for hvile imellem de belastninger, de får til koncerterne, for at kunne restituere. Og selvom du kun skruer lidt ned for volumenknappen, gør det, at dine ører kan tåle at lytte til musikken i længere tid.
Rådene er formuleret i samarbejde med Høreforeningen.
Hvor kan du købe ørepropper?
Roskilde Festival har flere muligheder til dig, hvis du er kommet hjemmefra uden ørepropper.
- Høreforeningen har gående salg af ørepropper omkring scenerne Eos og Lagune. De starter fra søndag 28. juni, og du kan betale med Mobilepay.
- I merchboderne: Tre boder er tilgængelige fra lørdag 27. juni og yderligere to på indre plads åbner onsdag 1. juli.
- Firmaet Earproof vil have en bod nær Platform fra onsdag 1. juli, hvor du kan købe speciallavede ørepropper.