Corporate Volunteering
Med Corporate Volunteering giver virksomheder deres medarbejdere mulighed for at donere én eller flere arbejdsdage af otte timers varighed som frivillig på Roskilde Festival. Medarbejderne har mulighed for at komme på hold med hinanden og sammen løse praktiske opgaver før, under eller efter festivalen. Som frivillig får medarbejdere adgang til Roskilde Festival på den dag, hvor de lægger deres indsats.
Roskilde Festival udlodder alt overskud ubeskåret til humanitært og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival doneret mere end 420 millioner kroner til velgørende formål over hele kloden. Læs meget mere om vores donationer.
Roskilde Festival 2024 er en 8-dages festival, som afholdes fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli. Alle musikscener er åbne fra onsdag 3. juli til lørdag 6. juli.
Hvis ikke virksomheden ønsker at lægge sin indsats under festivalen, er der også rig mulighed for at være frivillig i opbygningsdagene fra onsdag 26. juni til 28. juni eller i nedpakningsdagene fra 7. til 10. juli. Hvis medarbejderne er frivillige før eller efter festivalen, gives der ikke adgang til selve festivalen.
Virksomhedens kontaktperson/leder tilmelder sine kollegaer i hold via et tilmeldingslink, hvor oversigten over ledige "Corporate Volunteer Shifts” fremgår.
En ’Corporate Volunteer Shift’ indeholder følgende info:
- Dato og tidspunkt for indsats (8 timers varighed)
- Antal medarbejdere, som virksomheden skal stille med
- Beskrivelse af opgaven
En virksomhed kan sagtens vælge flere ”Corporate Volunteer Shifts”.
Når virksomhedslederen har valgt sine ”Corporate Volunteer Shifts” og oplyst navne og e-maile på de deltagende kollegaer, bliver alle kontaktet af deres kommende holdleder fra Roskilde Festival.
Holdlederen sender et tilmeldingslink til frivilligregistreringssystemet ”People” og giver de frivillige den nødvendige information.
Vær opmærksom på at vi har begrænset pladser til endagsfrivillige.
Tilmeldingen lukker, når alle Corporate Volunteer Shifts er besat eller senest 1. maj.
Vores rekrutteringsteam sidder klar til at svare på spørgsmål om Corporate Volunteer Shifts på corporate.volunteering@roskilde-festival.dk
Så snart virksomheden har valgt sine Corporate Volunteer Shifts og er blevet registreret som frivillige, er det deres kommende holdleder fra Roskilde Festival, som er den rette kontaktperson. Holdlederen kan svare på alt praktisk i forbindelse med at være frivillige.
Det er på ingen måde tilladt at promovere sin virksomhed i regi af Roskilde Festival.
Formålet med Corporate Volunteering er at lade flere mennesker opleve frivillige roller, løfte Roskilde Festival og bidrage til Roskilde Festivals formål.
Hvis virksomheden ønsker at bruge Roskilde Festival som ramme for promovering af virksomhedens virke, skal det foregå på baggrund af en decideret samarbejdsaftale med Roskilde Festival om et partnerskab.
Virksomhedens medarbejdere kan sagtens vælge at engagere sig i 24 timer eller 32 timer og på den måde få den fulde festivaloplevelse.
Vælger medarbejderen at engagere sig mere end 8 timer, kan de resterende vagter f.eks. lægges lørdag og søndag på festivalen, hvis holdlederen har plads i vagtskemaet. Hvis en medarbejder gerne vil engagere sig mere end 8 timer, skal vedkommende kontakte sin holdleder. De aftaler i fællesskab resterende vagter.
- 8 timer på festivalen giver adgang til den aktuelle dag.
- 24 timer, som afvikles i de sidste fire dage af festivalen (onsdag-lørdag), giver adgang til alle festivalens 8 dage.
- 32 timer, som afvikles hen over alle 8 dage, giver adgang til alle festivalens 8 dage.
Vi anbefaler solidt fodtøj og påklædning, der passer til vejret. Husk en god solhat og solcreme med høj beskyttelse, hvis solen højt på himlen. Er det regnvejr, så husk ordentligt regntøj og paraply. Bliver aftentimerne kolde, så husk godt med varmt tøj.
Alle frivillige får tilbudt et måltid mad og noget at drikke på en 8-timers vagt.
- Fri adgang til Volunteers’ Village med gratis wifi, kaffe, te, saftevand, varme bade og hyggelige loungeområder, hvor man kan få et velfortjent pusterum. Derudover tilbyder Volunteers’ Village et område med bl.a. gratis yoga og massage, forskellige arrangementer kun for frivillige og en hyggelig frivilligbar.
- Fri adgang til hyggelige Volunteer Hubs i både Central, Camping West og Camping East – med bl.a. afslappende loungeområder, gratis kaffe, te og saftevand – og gratis varme bade.
- Mulighed for at få årets Volunteer Print trykt på sin egen medbragte t-shirt i Volunteers’ Village.
- Mulighed for at køre gratis med shuttlebusser fra Roskilde st. til festivalpladsen mod fremvisning af check-in kort eller armbånd.
En tilmelding til Corporate Volunteer er bindende efter 1. maj, og hvis én eller flere af virksomhedens medarbejdere udebliver fra en vagt, vil virksomheden blive faktureret et udeblivelsesgebyr på 2250 kroner pr. udeblevne medarbejder.
Bliver en medarbejder syg og dermed forhindret i at møde op til sin vagt, skal vedkommende straks kontakte sin holdleder. Sammen finder de en løsning enten ved at bytte vagten eller afmelde sig holdet og dermed inddrage adgangen til festivalen.
Som frivillig skal man oprette en personlig profil i vores frivilligregistreringssystem People.
På ens People-profil finder man sit personlige check-in-kort på forsiden. Når man skal have udleveret sit armbånd, skal man medbringe billedlegitimation og check-in-kort, som man finder på forsiden af People-profilen.
Check-in for frivillige er på adressen Bakkesvinget 67, 4000 Roskilde.
Vær opmærksom på at check-in ligger cirka 15 minutters gang fra Roskilde Station og 10 minutter fra indgangen til festivalpladsen. Festivalpladsen er stor, og der er mange mennesker. Så mød altid op i god tid.
Skal virksomhedens medarbejdere kun være med i opbygnings- eller nedpakningsdagene, har virksomhedens kontaktperson armbånd klar på dagen, og medarbejderne skal ikke afhente armbånd i check-in.
Læs meget mere om frivillighed og find svar på ofte stillede spørgsmål på vores hjemmeside.
Download Roskilde Festivals officielle app, og få adgang til alt den viden I har brug for som frivillig
Hent Roskilde Festivals officielle app til mobiltelefonen. Som frivillige kan I logge ind på appen med jeres People-login. På den måde får I adgang til al relevant information til frivillige såsom nyheder, festivalkort og meget mere.