Frivillig på RF25
Foreningen Roskilde Festival arrangerer festivalen. Den er rammen om vores store fællesskab og donerer hele overskuddet fra festivalen til humanitært og kulturelt arbejde, der giver unge drømme liv. Som frivillig kan du være med!
Dit medlemskab gør det muligt for os at skabe Roskilde Festival og dermed gøre en forskel. For festivalen handler om at gøre en forskel. Sådan har det været siden begyndelsen, og sådan vil det blive ved med at være lige så længe, at der står en stærk forening bag festivalen.
Læs mere om Foreningen Roskilde Festival
Som frivillig er du med til at skabe Roskilde Festival.
Vi vil derfor gerne have, at du:
- Tænker på dig selv som medskaber af både din egen og alle andres festivaloplevelse. Vær den frivillige, du også selv gerne vil møde!
- Behandler alle med tolerance og respekt – og sørger for, at andre gør det samme.
- Bidrager til en sikker og fredelig festival ved altid at være den, der bidrager til løsningen fremfor konflikten.
I forhold til dine konkrete opgaver forventer vi desuden, at du:
- Møder til tiden.
- Tager ansvar. Sæt dig grundigt ind i din opgavebeskrivelse inden første vagt. Er du i tvivl om, hvad dine opgaver er, så tal med din leder.
- Først forlader din vagt, når du bliver afløst. Er der tryk på, så tilbyd gerne at blive lidt længere.
- Straks giver besked til din leder, hvis du bliver forsinket eller forhindret i at møde på din vagt.
- Henviser til den person, der har ansvaret for området, hvis du bliver spurgt om noget, du er i tvivl om.
- Taler pænt og ordentlig til både gæster og dine medfrivillige.
- Hjælper dine medfrivillige, f.eks. ved at holde hånden frem og vise dit armbånd ved portene, åbne tasker selv, osv.
- Ikke indtager eller er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, når du er på vagt.
- Hjælper med at samle og sortere affald og er bevidst om, at affald skal minimeres.
- Rydder helt op efter dig selv i campen, inden du tager hjem
Som frivillig på Roskilde Festival kan du få årets unikke frivilligprint på et medbragt stykke tøj, mulepose, bøllehat eller anden tekstil af bomuld eller polyester. Produktet ”Frivilligprint” er på dit armbånd og kan anvendes i Merchandise Hovedbod nær port 8 på nedenstående åbningstider.
Åbningstider for Merchandise Hovedbod ved port 8
- lørdag 28. juni – tirsdag 1. juli fra 10.00-22.00
- onsdag 2. juli – lørdag d. 5. juli fra 10.00-02.00
Medbring dit eget tekstil
- Tekstilet skal være af bomuld og/eller polyester. Vi kan ikke printe på fleece eller nylon.
- Vi anbefaler, at tekstilet er rent og uden folder for det bedste resultat.
- Vi printer på alle typer af beklædning: f.eks. strømper, t-shirt, bøllehatte eller mulepose.
- Frivilligprintet må ikke trykkes på tekstiler, der allerede har et skriftligt eller visuelt budskab, men det må gerne printes på et tekstil med et eksisterende tøjbrands logo, neutralt mønster eller tidligere Roskilde Festival-merch.
Farver og størrelser
- Vælg mellem tre farver: orange, sort eller hvid.
-
Vælg mellem to størrelser: stort print (21,5 cm bred x 21 cm højt) og lille print (7,3 cm bred x 7,1 cm høj).
Placering og udtryk
- Du vælger selv, hvor du vil placere dit frivilligprint.
- Du må ikke klippe eller på anden måde ændre udtrykket af årets frivilligprint.
Hvilke risici er der ved at få frivilligprintet?
Vores print holder med garanti hele tekstilets levetid, men vi anbefaler stadig, at du vasker dine trykte tekstiler vrangen ud og bruger mildt rengøringsmiddel for at sikre den bedst mulige pleje. Derudover kan vi ikke garantere udskriftskvaliteten på meget strukturerede eller ujævne overflader. Nogle gange opstår der fejl, så printet kan ende med at sidde lidt skævt, og hvis din t-shirt er krøllet, vil trykket ikke holde optimalt.
Hvor lang tid tager det at få frivilligprintet?
- Der kan opstå kø i nogle perioder. Brug kø-tiden på at vælge farve, størrelse og placering.
-
Når du kommer frem til trykkerne i Merchandise Hovedbod tager det til gengæld ca. 2 minutter fra du bestiller, til du får dit stykke tøj med årets print.
Hvor mange frivilligprint kan jeg få?
- Du kan få ét print, som tildeles som et produkt på din People-profil.
-
Du har mulighed for at tilkøbe et ekstra frivilligprint, hvis vi har flere tilbage. Et lille print koster 40 kr. og et stort 50 kr.
Hvad er de miljømæssige fordele ved et frivilligprint fremfor en frivillig T-shirt?
- Når vi trykker på allerede-producerede tekstiler og beklædningsgenstande i stedet for nye, sparer vi ressourcer. Tidligere år har vi produceret 25.000 økologiske t-shirts til hver festival, og én økologisk t-shirt har et CO2e-aftryk fra produktionen på 4 kg CO2, jf. beregninger fra Tekstilrevolutionen. Det gør, at vi på Roskilde Festival har haft en udledning på ca. 100 ton CO2e hvert år på at producere t-shirts – og ca. en tredjedel af dem bliver aldrig afhentet. Denne udledning svarer f.eks. til en anelse mindre, end vi samlet set udleder på benzin og diesel i forbindelse med en festival – eller med andre ord svarende til over 40.000 liter benzin.
- Trykket er et såkaldt “ElastoSoft transfer”, som er miljømærket med STANDARD 100 by OEKO-TEX®.
Det skal være trygt at være med til at skabe Roskilde Festival. Grænseoverskridende adfærd accepteres derfor aldrig, og denne procedure angiver, hvordan du kan få hjælp, hvis du har oplevet grænseoverskridende adfærd, hvis du som leder får en henvendelse fra en på dit team, eller du overværer nogle andre blive udsat for grænseoverskridende adfærd.
Definition af grænseoverskridende adfærd
Grænseoverskridende adfærd defineres som adfærd, der er diskriminerende, voldelig, truende eller som skaber utryghed. Det kan være enkeltstående eller repetitive oplevelser.
Grænseoverskridende adfærd kan være:
- Fysisk. F.eks. fysisk vold eller overgreb, berøring uden samtykke, beglo eller stalking
- Verbal. F.eks. nedsættende, hadefulde eller sexistiske kommentarer
- Ikke-fysisk. F.eks. Deling/ophæng af krænkende billeder, nedsættende eller sexistiske kommentarer digitalt. Negligering af ubehag og mistrivsel. Digital chikanering.
Det skal du gøre, hvis du som frivillig har været udsat for grænseoverskridende adfærd
Henvend dig til din nærmeste leder eller en leder du stoler på. Hvis du ikke er komfortabel med at henvende dig til din leder, kan du kontakt din divisions organisationschef. Find dem her:
- Byplan & Logistik: Johnny Darling, tlf. 29105324. Mail: johnny.darling@roskilde-festival.dk
- Deltagere: Mathilde Abild Andersen, tlf. 22392925. Mail: mathilde.andersen@roskilde-festival.dk
- Handel & Gastronomi: Laura Olsen, tlf. 42714278. Mail: laura.olsen@roskilde-festival.dk
- Kommunikation & Partnerskaber: Frederikke Weien Jensen, tlf. 26188722. Mail: frederikke.weien@roskilde-festival.dk
- Program: Kim Herlevsen, tlf. 60298430. Mail: kim.herlevsen@roskilde-festival.dk
Hvis du har brug for nogen at snakke med eller er i tvivl om, hvad du skal gøre, og det ikke er akut, så ring til vores hjælpelinje på tlf. 78744007, og de kan guide dig.
Det skal du gøre, hvis du som frivilligleder får en henvendelse om, at en på dit team har været udsat for grænseoverskridende adfærd
Hvis den frivillige har akut brug for hjælp, så ring 112.
Hvis den frivillige har alvorlige fysiske eller psykiske tegn af oplevet grænseoverskridende adfærd, så ring på tlf. 78744007, og du bliver guidet til nærmeste sted for at få hjælp. Følg den frivillige hele vejen, og bliv ved dem, indtil de har fået hjælp.
Hvis der ikke er akutte eller alvorlige tegn på fysiske eller psykiske tegn af oplevet grænseoverskridende adfærd, så følg disse trin:
- Lyt og være nærværende. Find et roligt og trygt sted, hvor I kan snakke. Tilbyd den frivillige at tage en ven eller fortrolig med til snakken, hvis det gør vedkommende mere tryg.
- Afdæk oplevelsen. Hvad har den frivillige oplevet, og hvad ønsker vedkommende, at der skal ske? Udvis tålmodighed, og stol på den levede oplevelse, den frivillige fortæller. Oplevelsen er ikke til diskussion.
- Tilbyd den frivillige nogen at snakke med, f.eks. vores Soft Spots.
- Kontakt din divisions organisationschef (se kontaktinfo i forrige afsnit) til sparring om sagen og for at aftale det videre forløb.
- Læg en plan sammen med den frivillige om de næste skridt.
- Aftal konkret opfølgning.
Det skal du gøre, hvis du overværer andre blive udsat for grænseoverskridende adfærd
Det vigtigste at gøre når du overværer nogen blive udsat for grænseoverskridende adfærd er ikke at eskalere situationen og at sørge for, at du og personen, der bliver udsat for den grænseoverskridende adfærd, ikke bliver udsat for fare pga. din indgriben. Derfor er flere af de følgende handlinger både intervenerende og indirekte.
Skrid ind
Træd ind i situationen med et kort og klart budskab om at stoppe adfærden. Gå ikke ind i en diskussion.
At skride ind kan eskalere situationen, så gør det kun, hvis du vurderer, at både personen, der bliver udsat for den grænseoverskridende adfærd, og du selv er i sikkerhed.
Eksempel:
Træd frem og sig direkte til personen, der udfører adfærden:
1. “Det er ikke ok det der. Stop.”
2. “De har bedt dig om at lade dem være. Stop nu.”
Hvis muligt, så start en samtale med personen, der er udsat for adfærden og forlad området sammen.
Eksempel:
1. “Jeg skal ned mod Arena. Vil du med?”
2. “Vi kigger lidt rundt, vil du med?”
Hjælp den frivillige med at få kontakt til venner eller sin leder. Tag om muligt selv med, eller hjælp personen med at få kontakt til en vagt, og fortæl om oplevelsen og de involverede.
Afled
Start en samtale med personen eller skab en distraktion, der fjerner fokus.
Eksempel:
En person bliver råbt a eller snakket nedsættende til, idet du går forbi. Stop og spørg personen, der bliver snakket nedsættende til, om vej.
Find en ven
Spørg en person, der er til stede, om de kan hjælpe, evt. med at distrahere. Sig højt, hvad du ser og gør opmærksom på situationen til dem omkring dig.
Eksempel:
En person bliver snakket nedsættende til, mens du står og venter på en koncert. Kig omkring dig og spot en, der måske ville kunne hjælpe (f.eks. en person i vest eller bare den, der står ved siden af dig). Sig tydeligt, hvad du ser: “Personen med den røde hat snakker nedsættende til personen i den grønne trøje. Kan du hjælpe mig med at distrahere dem?”
Dokumenter
Det vigtigste er altid at sørge for, at personen, der bliver udsat for grænseoverskridende adfærd, får hjælp, så begynd kun at dokumentere, hvis personen allerede bliver hjulpet. At dokumentere den grænseoverskridende adfærd kan være at optage video, lyd eller at tage noter.
Dokumenter kun situationen, hvis du vurderer, at det er trygt at gøre det, og spørg altid personen, der blev udsat for grænseoverskridende adfærd, hvad de gerne vil gøre med materialet bagefter. Brug aldrig materialet uden tilladelse.
Spørg ind
Grænseoverskridende adfærd sker ofte hurtigt, og man har ikke altid mulighed for at skride ind og stoppe det, f.eks. ved tilråb.
Hvis det sker, kan man altid spørge ind til personen, der blev udsat den grænseoverskridende adfærd. Spørg f.eks. om de er OK, om man kan hjælpe dem, eller om man skal følges med dem et sted hen.
Hvis du har dokumenteret situationen, kan du spørge dem, om de vil have dokumentationen og derefter om du skal slette den.
Udover roller arbejder vi med fællesbetegnelserne Ildsjæl og Festivalfrivillig. Men hvornår er man det ene eller andet?
- Ildsjæle er en fællesbetegnelse for alle, der lægger en indsats på +100 timer i forbindelse med Roskilde Festival. I People er det alle roller som medskaber, ansvarlig, leder og chef.
- Festivalfrivillig er en betegnelse for alle frivillige, der lægger en indsats op til 99 timer. I People er det roller som festivalfrivillig24 og festivalfrivillig32.
Hvis du udebliver fra en eller flere af dine vagter uden gyldig grund og uden aftale med din leder, kan Roskilde Festival inddrage dit armbånd og opkræve en afgift på 4.500 kr. Du mister også muligheden for at være frivillig på Roskilde Festival de næste tre år.
Bliver du syg eller på anden måde forhindret i at tage dine vagter, skal du kontakte din teamleder.
Dit engagement i vores festival behøver ikke at slutte, når du tager hjem. Mere end 1.000 frivillige ildsjæle planlægger Roskilde Festival hele året rundt. Du kan også blive en del af det helårlige fællesskab!