Er du fra et andet land end Danmark er du meget velkomne til at engagere dig og være med i vores frivilligfælleskab. Man skal have tilladelse til at opholde sig i Danmark for at være frivillig på festivalen.
Under opholdet i Danmark – uanset om opholdet kræver visum, er visumfritaget eller baseret på en opholdstilladelse – kan der udføres ulønnet frivilligt arbejde uden at søge om arbejdstilladelse. Det frivillige arbejde skal have et almennyttigt formål, som skal fremgå af organisationens regler. Roskilde Festival er 100 % non-profit – det kan du læse mere om her.
At arbejde ulønnet betyder, at du ikke må modtage vederlag for dit arbejde i form af løn eller individuelle goder. Ved frivilligt arbejde på Roskilde Festival får du et festivalarmbånd og forplejning i forbindelse med dine vagter, som betragtes som små goder, der muliggør din frivilligindsats, og som gælder alle frivillige. Så længe man er lovligt i Danmark, kan man derfor være frivillig på Roskilde Festival.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en person kan tage lovligt til Danmark og udføre frivilligt arbejde, kan man kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Man kan også tjekke, om ens indrejse i Danmark kræver visum eller er visumfritaget ved at kontakte den danske ambassades hjemmeside i sit hjemland, hvor man kan finde informationer om visa mv.
Hvis du har spørgsmål til at være international frivillig på Roskilde Festival, er du velkommen til at sende os en mail på volunteer@roskilde-festival.dk.